Dyreplageri torsdag, 26. jul 2007
Skrevet af Min nabos hund under Debat om cykelsport, Min nabos hund, KommentarerÅh, det var for godt til at vare ved. Det var for godt til at være sandt. Danske Michael Rasmussen i den gule førertrøje i årets Tour de France. En næsten sikker vinder.
Måske er han en løgner? Måske. Det ved vi ikke.
Men han er en kylling. Ovenikøbet en gul kylling! Kan man forsvare dyreplageri? For det er da en slags dyreplageri - eller måske er det bare jantelov - at smide den bedste kylling ud?
Måske går der 11 år, før vi kender sandheden - hele sandheden - eller noget af den? Men jeg synes nu, at de skulle have ladet ham køre løbet færdigt. Det er ikke retfærdigt, at han er færdig!
Doping skandalen fortsætter torsdag, 31. maj 2007
Skrevet af Min nabos hund under Debat om alt og ingenting - nok mest det sidste, Debat om cykelsport, Min nabos hund, 9 kommentarerAk ja. Det måtte jo komme. Cykelrytterne i Team Easy On har også været dopet! Men det vidste vi da godt, gjorde vi ikke? Holdets hollandske rytter Pim de Keysergracht så da i hvert fald altid ud til at være godt op og køre. Så den indrømmelse kan ikke komme bag på nogen. Men det er nu alligevel lidt trist, at flere af ens helte erkender at have trådt ved siden af. Øv!
Snyd og bedrag i sport og politik fredag, 25. maj 2007
Skrevet af Min nabos hund under Bjarne Riis, Debat om cykelsport, I øvrigt mener jeg, Min nabos hund, 6 kommentarerKulturminister Brian Mikkelsen føler, at han blevet taget ved næsen. Han udtaler, at Bjarne Riis har snydt og bedraget hele verden ved at fortie/lyve om sit brug af præstationsfremmende midler. Ja, en stor dansk sportsudøver har løjet og fortiet om sit misbrug af epo. Nu har han så indrømmet sin last. Angret sin synd. Undskyldt til gud og hver mand.
Egentlig synes jeg, at det er at skyde gråspurve med kanoner, at man tager sådan på vej over en sportsudøvers bekendelser.
For Bjarne Riis er jo langt fra den eneste, der `har snydt og bedraget en hel verden´, for nu at bruge kulturministeren egne ord.
Politikere, ministre og præsidenter kan lyve og bedrage så meget de vil. Der skal meget til før man fratager dem deres titel. Men se - det er en helt anden historie!
Ørnens fald fredag, 25. maj 2007
Skrevet af Min nabos hund under Bjarne Riis, Debat om cykelsport, I øvrigt mener jeg, Min nabos hund, 18 kommentarerSå kom tilståelsen. Bjarne Riis indrømmer 5 års brug af epo i perioden 1993-1998. Men var vi ikke mange, der havde det på fornemmelsen? Riis har hidtil ikke villet udtale sig om det. Det tætteste, man er kommet på `sandheden´, har været, da Riis i et live interview svarede, at han “ikke var blevet testet positiv for det”. Hvorfor formulerede han svaret på den måde? Var vi ikke mange, der tænkte, at når han gav lige det svar, så kunne det vel kun betyde “Ja”?
Jeg vil ikke forsvare Bjarne Riis og hans brug af doping.
Men Riis; jeg tror vi er mange, der stadig husker dig for din præstation i Tour de France 1996. Måske har du skuffet mange cykelfans og sportsjournalister ved omsider at stå frem og fortælle `sandheden´. Men at du vandt verdens hårdeste cykelløb og begejstrede en hel nation, det kan ingen tage fra dig.
Helte står for fald fredag, 25. maj 2007
Skrevet af Min nabos hund under Bjarne Riis, Debat om cykelsport, I øvrigt mener jeg, Min nabos hund, KommentarerDet er `den store dag´ i dag. Dagen vi nok er mange, der har gået og ventet spændt på i mange år. Brugte Bjarne Riis det præstationsfremmende middel epo, da han vandt Tour de France i 1996?
Jeg holder vejret i bar spænding, og ved ikke, om jeg ønsker at kende `sandheden´om en af dansk cykelsports store helte eller ej. Jeg vil helst ikke se det danske cykelikon frataget sin titel som vinder af Tour de France. Ikke at jeg for alvor tror, at det vil ske, hvis altså det viser sig, at Bjarne Riis indrømmer, at han har brugt epo.
Hvad enten han har brugt epo eller ej, så vil jeg ikke glemme den begejstring det meste af Danmark udviste, da Ørnen fra Herning vendte hjem fra sin triumf. Der var dømt folkefest i landet. Og fra det øjeblik han steg ud af flyvemaskinen og i åben limousine kørte gennem Amager og ind til Københavns centrum, stod folk på nakken af hinanden for at få et glimt af helten - vinderen af Tour de France 1996. Folket tiljublede ham. De råbte: “Tillykke, Bjarne!” “Godt gået, Bjarne!” Og alle var stolte af den danske cykelrytter, der havde kæmpet med nogle af verdens førende cykelryttere - og vundet!
Ja, tak Bjarne. Tak fordi du satte Danmark på verdenskortet. Jeg ved ikke, om det gør den store forskel for mig at kende `sandheden´. Du er stadig en helt i mine øjne.
