Godt nytår søndag, 31. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, KommentarerJeg har allerede spist min del af kransekonfekten… Hvorfor skal man absolut vente til kl. er 24?
Man glemmer medisteren på panden torsdag, 28. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 2 kommentarernår man hører Depeche Mode. Pyha. Det var nær gået galt. Jeg smed en medisterpølse på panden, og gik så ind i stuen for at høre lidt musik. Lidt højt. Da der så bliver en lille pause mellem numrene, hører jeg en kraftig sprutten fra køkkenet. Hov, hvad er det? Åh nej. Det er jo medisterpølsen! Nå, den har ikke taget skade. Men nu må jeg ud til den igen. Inden jeg futter køkkenet af.
Kunsten at gå forbi en pose marcipansnitter torsdag, 28. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 2 kommentareruden at købe den! Ja, se; det er svært! Når man er blevet afhængig af det søde stads, så er det lidt af en bedrift at sige nej. Man får mundvand som man står der foran godterne, og man har lyst til at købe sig fattig. For lugten; duften; smagen - den er så fantastisk.
Var en tur i fakta i dag. Og mine øjne så en hylde med Anthon Bergs marcipansnitter. Til 17,95 posen. Men blev jeg fristet? Nåh, tænkte jeg bare. Så lader jeg være med at købe. Til den pris. Forleden kunne jeg få en pose til 5 kroner i Kvickly. Da var det jo, at jeg kom til at købe en forfærdelig masse poser. Men de er ved at være udryddet.
Nej, jeg har grund til at være stolt af mig selv. Ganske vist har jeg ædt marcipan som en værre lille marcipangris, men nu er det ved at være slut. Og konfektmasserne - de får lov at blive i køleskabet til magre tider. Men de ryger jo nok ned, inden holdbarhedsdatoen udløber… hvilket er den 19. november 2007…
Nedtrapning - En marcipanafhængigs åbenhjertige bekendelser onsdag, 27. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 1 kommentarJeg har lovet mig selv, at nu vil jeg trappe mit marcipanforbrug ned. Det er ikke forbrug, men misbrug. Men det smager så godt. Og det giver et øjebliks lykkefølelse. Tænk, at man kan finde lykken i en bid marcipan. Jo større stykke marcipan, jo større lykke!
Jeg lover, at jeg begynder nedtrapningen fra i morgen. Poserne er også ved at slippe op. Men …. jeg bliver lige nødt til at fortælle, at der i mit køleskab på bunden i grønsagsskuffen ligger 2 x 400 gram konfektmasse. De kostede kun 10 kr. stykket. Blev nødt til at købe dem. Og nu ligger de dér, og de kan jo ikke holde til næste jul. Tror ikke, at jeg vil dele med nogen. Bare en bid til. Bare et stykke til.
En slags afhængighed tirsdag, 26. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 4 kommentarerHvornår er man blevet afhængig af marcipan? Måske er det, når man vågner om morgenen og straks går ud til køkkenet og åbner en pose marcipansnitter og æder halvdelen af posens indhold lige på stedet. Så er man afhængig! Bagefter følger så den dårlige samvittighed. “Åh, nu faldt du i igen.” Og ”Jeg spiser ikke flere i dag.” En time senere står man atter foran den halvfyldte/halvtomme pose og synes den ser så sølle ud, at man bare bliver nødt til at gøre noget. Jeps. Nemlig. Man tømmer den - sådan ind i munden med resten af marcipansnitterne. Ahh…Skønt. Og så…Den fandens dårlige samvittighed - igen!
Julen er reddet lørdag, 23. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Jul, Min nabos hund, 3 kommentarerMin bedre halvdel har ikke opdaget, at jeg forgreb mig på marcipansnitterne i går. Det gør heller ikke noget. Jeg var nemlig en smut i Kvickly her i formiddag og fandt Anthon Berg marcipansnitter til 5 kroner pr. pose! Købte en masse poser, så nu vil der helt sikkert være noget til gæsterne i morgen - også selv om jeg skulle komme til at kigge lidt for dybt i en pose eller to… Pyh, der er 175 gram pr. pose, så…. Velbekomme!
Ikke for sarte sjæle fredag, 22. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 1 kommentarÅh, undskyld. Mit digt før om hundelort var måske lige lovlig hård kost for nogen. Men jeg måtte bare skrive det. Prøv du at stå med lort under skoene og først opdage det, når du er kommet indenfor. Oh la la…
Åh, at være hundeejer fredag, 22. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Min nabos hund, 1 kommentarÅh, at være hundeejer
Jeg og min hund vi pisser på dig
Åh, at være hundeejer
Jeg og min hund vi skider på dig
Min hund den skal
og den gør det hvor den vil
og hvis du træder i lorten
så er det bare ærgerligt
Vi lister af sted
og så sætter vi os ned
og gør klar til aff_ring
Klar, parat, fyr
Åh, at være hundeejer
Jeg og min hund vi skynder os væk
Men vi kommer igen!
(Tusind tak til den hund og dens hundeejer, der inspirerede mig til dette latrinære digt. Lækkert med tyndskid i indkørslen! Endnu mere lækkert at få det på skoene! )
Gør det ikke mod mig fredag, 22. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under Jul, Min nabos hund, 2 kommentarerNej, gør det ikke. Lad være. Overlad mig ikke alene med en pose marcipansnitter. Nej, gør det ikke. Så, det kan ikke gøre noget at åbne posen. Bare kigge. Så. Rolig. Lugt. Duft. Nej, jeg MÅ smage en af dem. Uhmmm…. Lige en til. En til. En til. Og en til. Hov, hvor fanden er marcipansnitterne blevet af??? Bare der nu ikke er udsolgt i morgen. Der skal jo være nogen til gæsterne juleaften.
Hyggesnak på jobbet onsdag, 20. dec 2006
Skrevet af Min nabos hund under I øvrigt mener jeg, Min nabos hund, KommentarerJeg er en af de der lidt reserverede typer, der foretrækker at have mit privatliv for mig selv. “Nåh, hvorfor fanden har du så en blog, hvad? Hælder du måske ikke en masse vand ud af ørerne på din blog? Og en masse fjollede haikudigte?”
Jo, jeg mener på jobbet. Jeg vil helst ikke involvere alle og enhver i ting, der kun vedrører mit privatliv. Og alligevel hænder det, at man får sagt et eller andet om sit privatliv, som man bagefter fortryder, at man har valgt at dele med sine kolleger eller chefen. Men jeg synes ind imellem, at det er svært at trække en klar grænse for, hvor åben/lukket man bør være. Man kalder det at være samarbejdsvillig. Hvor god en kollega er man? På den ene side vil jeg gerne være en del af fællesskabet, og på den anden side, så vil jeg også gerne beskytte mig selv og mit privatliv. Ikke, at det ligefrem vælter ud med skeletter og sådan. Nej, slet ikke. Mit liv er ganske ordinært på mange måder. Selv om jeg skriver digte og blogger.
Men det er da lidt af en misforståelse, hvis man for at blive betragtet som samarbejdsvillig, en god kollega, en god medarbejder, skal være en, der plaprer løs om sit privatliv. Det må være nok at vise interesse for sit arbejde og arbejdspladsen.
Nogle gange undrer det mig, at folk fortæller så meget om deres privatliv, når de er på arbejde. Man får alt muligt at vide om opslidende skilsmisser, umulige eksmænd og ekskoner, utålelige delebørn, utålelige svigerforældre. Ind imellem ret detaljeret. Jeg forstår da godt, at man har behov for at dele noget af sit privatliv med andre, men hvor privat bør man være på sin arbejdsplads? Bør man ikke holde lidt distance og koncentrere sig om det, man primært er der for? At arbejde.
Nu lyder det sikkert, som om jeg taler arbejdsgivernes sag. Det gør jeg på ingen måde. Jeg er fortaler for, at man husker at give sine medarbejdere små pauser i løbet af arbejdsdagen. Pauser, som giver mulighed for, at man lige klarer hjernen og lader op. Men man kan vel bruge pauserne til andet end at hyggesnakke om det allermest private? Emner som måske gør en lidt sårbar? Jeg synes det er lidt af en glidebane, hvis man begynder at behandle sine kolleger og ledere/chefer, som om de var ens venner. OK, det kan nogle af dem da blive. Måske. I mange personalepolitikker står der, at der skal være sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Men betyder det så, at arbejdspladsen har krav på at vide noget om dit familieliv?
Nåh, men tilbage til emnet: Hyggesnak på jobbet. Jeg mener det er en uskik. Lidt hyggesnak er OK, men det er bedre at holde lidt distance til sine kolleger og ledelse. De behøver ikke at kende alle dine ømme punkter. Giv dine kolleger og ledere lidt af dig selv, men lad være med at være som en åben b(l)og.
