Undskyld hr., men det er faktisk et dametoilet! onsdag, 30. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 1 kommentarJeg bliver så irriteret, når mænd går ind på dametoiletter. Jeg mener, har du nogen sinde været på et dametoilet, hvor der så lige pludselig dukker en mand op? Altså man (kvinden) står der på dametoilettet og er i gang med at vaske hænder efter toiletbesøg, og så åbner døren sig til dametoiletrummet og ind træder en mand.
Nu er jeg ikke typen, der sådan lader mig mærke med noget. Så jeg lader som ingenting og nøjes med at tænke. OK, nu har han set, at der står nogle damer herinde og vasker hænder og lægger make up. Hvorfor forsvinder han så ikke ud igen? Måske var der optaget inde hos herrerne, men alligevel. Er det skiltet på døren han ikke forstår? DAMER. OK, så er han måske turist (måske russer eller kineser) eller ordblind. Så kan jeg sådan set godt tilgive ham. Men på nogle døre er der sgu piktogrammer. Hvor svært er det så lige at forstå? Så er det jeg får lyst til at råbe: “Undskyld hr., men det er faktisk et dametoilet!”
Historien om Naja og Steen - og lille Marika (Den gale ordkløver slash rapper er for en gang skyld alvorlig! Meget endda) tirsdag, 29. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, KommentarerHer på min blog for ikke så længe siden gjorde jeg lidt gratis reklame for et indslag på DR1 vedrørende et forælderpar, der havde fået deres datter tvangsfjernet straks efter fødslen.
Det er jo en trist historie om et barnløst par, der efter at have gennemgået en række behandlinger - finansieret af det offentlige - omsider blev gravide og fik deres ønskebarn - lille Marika. Men glæden varede desværre kun nogle få minutter, så dukkede der en medarbejder fra kommunen op på fødestuen og meddelte, at hun var kommet for at hente barnet.
Forældrene - Naja og Steen - var dømt uegnet som forældre. Væk med barnet. Den vigtige og altafgørende kontakt mellem det nyfødte barn og dets forældre blev brat kappet over. Lille Marika vokser i dag op i en plejefamilie, og hendes forældre må være sammen med hende 3 timer om ugen. Det må ligesom være nok, mener man. Ja, jeg forstår det sådan set godt. Det vil da også være alt for forvirrende med flere voksne, der skal agere forældre. Der må være klare og faste rammer. Selvfølgelig. Lille Marika er gæst hos mor og far 3 timer om ugen.
Ja, men jeg er da ikke det mindste tvivl om, at kommunen har handlet rigtigt. Måske får Marika en bedre opvækst i en plejefamilie med nogle plejeforældre, der er helt normale. (Pyha, nu bevæger jeg mig faneme ud på dybt vand her. Hvad er normalt?) Men jeg har sgu ondt af Naja og Steen - og lille Marika. Det er en bundulykkelig historie.
Myndighederne var i denne sag enormt hurtige til at gribe ind og tvangsfjerne et barn fra dets forældre. Andre gange ser man gennem fingre med omsorgssvigt i alt for lang tid til det måske ender helt galt for barnet.
Kære Naja og Steen - og lille Marika - I er i mine tanker. Måske får I hende aldrig hjem, så hun kan bo sammen med jer, men jeg håber, at I får lov til at deltage i jeres datters liv omend det kun bliver fra sidelinjen. Lille Marika - jeg håber, at når du bliver større og begynder at forstå mere omkring dig, at du ikke vil skamme dig over din mor, selvom hun er lidt anderledes. Hun har kæmpet for dig!
Man siger jo så meget tirsdag, 29. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, KommentarerJeg blev så inspireret af at være til Poesiens Dag 2006 i Frederiksberg Have forleden. Det var faktisk en stor oplevelse, at så mange kreative ordkunstnere stillede sig op og fremsagde deres digte til hvem der nu måtte komme forbi. Og jeg synes det var ikke mindre end et skide godt påfund, at Lonni og Felicia havde en kurv med æbler og en kurv med deres digte, som de delte ud til tilhørerne. Sådan skal det gøres. Det er en glimrende måde at nå ud til et bredere publikum på. Nu er jeg bare ikke en, der siger så meget, så det fik jeg ikke fortalt dem. Så nu står det på min blog i stedet for. Og Mikael Josephsen der delte eksemplarer af POKALHJERTET ud til tilhørerne. Mange tak! Interviewet på The Pink Apples blog har fået mig til at låne en anden digtsamling af ham på mit lokale bibliotek…For nok fatter jeg ikke halvdelen af, hvad han skriver, men stemningen suger mig ind i digtene og får mig til at læse videre.
Så var det jo, at jeg i mit forrige indlæg skrev noget om, at jeg ville sætte nogle nye digte på bloggen - digte i en helt anden genre end den, der jo kendertegner den gale ordkløver slash rappers sædvanlige rap stil.
Digtene er skrevet, men jeg synes bare ikke de rigtigt egner sig denne blog, der indtil videre er holdt i en lidt humoristisk tone. Min nabos hund/ Den gale ordkløver slash rappers blog skal - indtil jeg skifter standpunkt! - blive ved med at være sådan lidt morsom på en tankevækkende måde. Og mine nye digte er alt andet end morsomme. Så de egner sig mere til et andet forum. Og der er de så nu…
Poesiens Dag 2006 - Frederiksberg Have - Jeg var der (i silende regn)! søndag, 27. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 2 kommentarerJeg mødte The Pink Apples - Felicia & Lonni. Fik et digt og et æble, og begge skrev deres autograf på digtet, som var Lonnis GULDKALVEN. Det digt kan jeg godt lide, især linjerne …” Og det er det værste lige nu, at jeg virkelig intet har, ikke engang min moral…” Det sætter nogle tanker i gang.
Nå, men jeg drog videre, og kom forbi Lone Mikkelsen, der læste et digt, der fik tankerne hen på græsk mytologi, Det Ny Testamente og DSB(!). Videre til Connie Bork, der læste digte om New York (noget af det lød en lille smule politisk?!) Udmærket.
Så hen til Mikael Josephsen (!), der læste digte fra POKALHJERTET. Bagefter spurgte han tilhørerne, om vi var interesseret i at modtage et eksemplar hver. MON IKKE! Et sådant tilbud siger man ikke nej til. Jeg spurgte om han ville signere den for mig, og det gjorde han. Nu ved han jo ikke, at jeg er min nabos hund/den gale ordkløver slash rapper, så han skrev mit fornavn. (Mit rigtige fornavn!)
Så begyndte vejrguderne at sende kaskader af regn ned fra himlen, og jeg gik videre og endte henne ved Lars Bukdahl, der læste op fra LARS LARS. Det lød meget morsomt. Så jeg blev stående 3-4 kapitlers tid. Vagn Steen læste nogle digte op, og bagefter fremsagde han 2 af sine digte, som han kunne udenaf. Noget af det lød meget filosofisk. Da de skulle holde pause, gik jeg videre og kom tilbage til The Pink Apples, dvs. Lonni var gået et andet sted hen, og Lisbeth Heckmann Andreasen læste nogle af sine digte. Lonni kom tilbage. Jeg fik endnu et digt. Denne gang et digt - MINE ORD - fra Felicia. Efter en lille snak begav jeg mig på vej til næste - og sidste stop for mit vedkommende - og havnede hos Thurston Magnus og Lasse Nyholm Jensen.
Her blev jeg stående temmelig længe. Thurston Magnus´ stil mindede ind i mellem om rap, og der var bare et eller andet, der fangede mig. Måske fordi det var rablende morsomt. Lasse Nyholm Jensens prosadigte om gamle gnavpot tryllebandt mig i en sådan grad, at jeg måtte blive stående og lytte med til gamle gnavpot havde draget sit sidste suk.
Jeg havde en dejlig eftermiddag og blev beriget og beruset af alle disse ord. Tak til alle der underholdt mig på min vej rundt i haven.
Jeg er blevet inspireret til at skrive nogle digte, så mon ikke der dukker nogle op her på bloggen i løbet af de kommende dage? PS: Og det er en helt anden stil end den jeg plejer at skrive.
Hvor længe er striberne fra min nye IKEA pude om at forsvinde fra min venstre kind??? søndag, 27. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 1 kommentarPludselig befinder chefen sig i min stue. Jeg er forbløffet over chefens tilstedeværelse. Hvordan går det mon til, at det menneske, som jeg føler har forvoldt mig så megen uretfærdighed, pludselig sidder her lyslevende?
Chefen begynder at tale om mine digte. Jeg kan mærke, at mine ben føles usikre, og jeg mærker mit hjerte slå hurtigere. Hvor ubehageligt bliver dette her? Men chefen kritiserer slet ikke. Nej, nej. Chefen roser mig for mine digte. Synes de er noget så morsomme, og siger, at jeg virkelig har talent. Jeg bliver rost. Får anerkendelse. Jeg kan dårligt tro mine egne ører. Chefen læser et af mine digte op, og ler. Og med et er chefen blevet helt menneskelig. Jeg får næsten ondt af chefen. Ja, jeg får faktisk dårlig samvittighed over at have skrevet de ting jeg nu engang har skrevet. Hvordan kunne jeg gøre det? Udlevere chefen på den måde?
Jeg går ud til badeværelset og ser mig i spejlet. På min venstre kind er der lange aftryk af mønstret fra min nye IKEA pude. Var det virkelig bare en drøm?
I drømmen roste og anerkendte chefen mig. Noget, der ellers aldrig skete i virkeligheden. Betød det virkelig så meget for mig med chefens ros og anerkendelse? Var jeg bare en lille pige, der trængte til lidt opmærksomhed og ros for de fine tegninger (som ingen voksen kan se, hvad rigtigt forestiller)?
Jeg går ind til computeren og skriver denne sære drøm ned. Går tilbage til spejlet. Stadig striber på venstre kind.
Hvor længe er striberne fra min nye IKEA pude om at forsvinde fra min venstre kind???
Den gale ordkløver slash rapper debuterer med en meget sørgelig og yderst sandfærdig novelle! lørdag, 26. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, KommentarerINGEN TAK
Det var en helt almindelig dag. Den lignede alle andre dage. Næsten da. Hun mødte på arbejde. For sidste gang gik hun op ad trappen og henad gangen. For sidste gang åbnede hun døren til kontoret, trådte indenfor og hilste på kollegerne. De der var mødt før hende. Hun tændte computeren og meddelte de nærmeste kolleger, hvad tid hun sluttede. Gik i gang med dagens opgaver. Som dagen skred frem, ryddede hun op i sine bunker. Der blev mere og mere tomt på hendes skrivebord.
Hun ville gerne forladet stedet uden at efterlade sig rod og uorden. Hun tænkte på, om der kunne være opgaver hun kunne have lavet fejl i, og som hendes kolleger ville finde og kommentere, når hun ikke længere var der. Det var der nok. For selv om hun gerne ville være fejlfri - ligesom chefen, den ufejlbarlige og som ikke tåler andres fejl - så vidste hun, at hun ind i mellem alligevel lavede fejl. Fejl, som fik kollegerne til at snerre og vrisse. “Det var godt, at vi kom af med hende. Hun lavede jo også alt for ofte fejl”, sagde de og glemte helt, at de selv lavede fejl. Fejl, som hun ofte havde rettet uden at fortælle nogen om det.
Hun bevarede endda fatningen, da chefen på sin sædvanlige skolemesterfacon bemærkede, at hun havde glemt at indberette noget til en stedfortræder, mens chefen havde været på ferie, og at det var hendes eget ansvar at sørge for at bringe det i orden. Hun var lige ved at brøle: “Hør nu lige her, din store nar. Du havde ferie, og så havde jeg ferie. Og så havde du ferie igen. Hvornår er det lige, at jeg skulle have haft lejlighed til at indberette det? I øvrigt aner jeg ikke, hvem du har udpeget som din stedfortræder. Jeg har faktisk spurgt mine kolleger, og alle svarede, at det vidste de ikke.” Selv om hun rasede inden i, så lod hun sig ikke mærke med noget. Dog var hun begyndt at arbejde en lille smule langsommere i løbet af dagen. Utålelige chefer fortjener ikke bedre. Ingen ville takke hende for hendes indsats alligevel.
Timerne gik og opgaver blev løst og afsluttet. Hun passede sit arbejde - måske bare en lille smule langsommere end hun plejede. I dag ville hun for en gang skyld ikke stresse. Alligevel følte hun sig stresset. Hun blev stresset af ikke at stresse! Tiden nærmere sig det tidspunkt, hvor hun for sidste gang skulle slukke sin computer, og hun begyndte at gøre sig klar. Hun hentede sit overtøj og taske, mens computeren lukkede ned, og så skubbede hun kontorstolen på plads, og sagde farvel til en kollega ved siden af. På vej forbi chefens kontor sagde hun “Farvel”, og chefen svarede: “Farvel. Og hav det godt”. Hun fortsatte sin videre færd mod døren, alt i mens hun sagde “Farvel” til de kolleger, der sad i kontorerne ved siden. Hun åbnede døren for sidste gang - og trådte ud. Hun så sig ikke tilbage. Det var bare en helt almindelig dag.
Denne novelle er baseret på virkelige begivenheder. Sørgeligt, ikke sandt?
Jo, man kan faktisk godt skrive noget fornuftigt, selv om man er fuld! lørdag, 26. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 4 kommentarerKan fulde mennesker overhovedet finde ud at foretage sig noget som helst fornuftigt? Jeg kan! I går lykkedes det mig faktisk at skrive et fornuftigt indlæg (hvis jeg selv skal sige det - og det gør jeg sgu, når nu ingen andre gør det!), selv om jeg var tydeligt påvirket af alkohol.
Egentlig havde jeg håbet, at en flaske rødvin kunne sætte lidt gang i digteriet, men inspirationen indfandt sig desværre ikke. Felicia fra The Pink Apples havde ganske vist foreslået, at jeg kunne tage en tilfældig bog, slå op på en tilfældig side og sætte fingeren på et tilfældigt ord og så blive inspireret ud fra det ord. Det prøvede jeg så. Men jeg syntes ikke rigtig, at jeg kunne finde tilstrækkelig inspiration i DE SMÅ SYNGER. Såh…
Måske har jeg ganske enkelt ikke flere digte i mig?
Min indre censurstemme fredag, 25. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, KommentarerLæste i dag på Computerworld om en dansk sælger, der efter at have hængt sin chef ud på sin blog, var blevet fyret.
Og nu sidder jeg her og reflekterer lidt over mit eget forhold til nuværende og tidligere chefer. Jo, der er ganske vist nogen chefer jeg føler har trådt mig over tæerne. Chefer, der ikke har forstået at værdsætte min arbejdskraft. Chefer, der ikke har formået at vise vejen for de ansatte - så de ansatte trivedes og følte, at deres arbejdsindsats var vigtig for virksomheden. Chefer, der ikke har gjort noget for at stoppe ødelæggende og giftig sladder. Chefer, der har bagtalt ansatte, der har været fraværende. Osv.
Men at hænge dem - cheferne - ud med navns nævnelse? Nej, der går min grænse. Her er det, at min indre censurstemme træder til.
I stedet for at lade mig trampe på, vælger jeg i stedet at søge væk. Og blive en arbejdserfaring rigere. Så kan jeg altid skrive nogle digte om mine oplevelser bagefter. Og måske er der nogen, der kan genkende lidt af deres eget arbejdsliv - nuværende eller tidligere - i mine digte? Det er nok for mig.
Jeg skulle jo gerne kunne komme videre til et nyt arbejde, hvis det nuværende viser sig at være et forkert valg. Udstiller jeg dårlige chefer med navns nævnelse, har jeg afskåret mig fra arbejdsmarkedet fremover.
Hvem vil binde an med en person, der berettiget eller ej, udstiller chefen negativt på en blog, som alle og enhver kan læse?
Sorry, men der er ikke noget digt fra den gale ordkløver slash rapper i dag. Er blevet ramt af akut skriveblokering. fredag, 25. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 2 kommentarerJeg håber ikke, at jeg skuffer nogen. Der dukker ikke noget nyt digt op her på bloggen i dag. Desværre - jeg må være blevet ramt af skriveblokering. Nu gik det ellers lige så godt. Digtene i mit hoved bare væltede ud og ramte tastaturet, som dårligt kunne følge med. Har min muse mon forladt mig? Muse, min muse! Hvorfor har du forladt mig? Ser du ikke, hvordan jeg lider? (Hey, hvad er det? Har skriveblokeringen fortaget sig? Lyder jo næsten som om inspirationen er kommet tilbage?!)
Læste forleden et herligt digt af en af de lyserøde æbledamer - Felicia - DIGTERS BLUES hed digtet. Og da jeg så ville genlæse det, så var det blevet slettet! Nedtur! Ville ellers gerne læse noget mere blød poesi. Men så er der et nyt og meget anderledes digt, som får en til at tænke på de store danske salmedigtere! Jo, sgu! Digtet hedder JEG TROR. Det fortjener at komme med i den næste udgave af den danske salmebog. Så skynd jer at læse det, inden det bliver slettet. For den næste udgave af den danske salmebog kommer nok først, når en eller anden kirkeminister vil have sit navn udødeliggjort.
Den gale ordkløver slash rappers opgør med alle 25 års jubelidioter fredag, 25. aug 2006
Skrevet af Min nabos hund under Den gale ordkløver slash rapper, Min nabos hund, 1 kommentarHar nogen af læserne været på en arbejdsplads, hvor flere af de ansatte har kunnet fejre 25 års jubilæum? Nå, men det har jeg. Og jeg må indrømme, at det er mig lidt af en gåde, hvordan folk kan holde ud at være på den samme arbejdsplads i så mange år.
Men der findes faktisk chefer, der bliver så glade og så stolte, når deres tro ansatte (lakajer!) kan fejre 25 års jubilæum. For så må det jo være et tegn på, at arbejdspladsen fungerer godt. ”Der kan I bare se, kære ledelse, kære direktør. Dette er en arbejdsplads, hvor de ansatte har det godt.”
Det ser dog knap så godt ud i statistikken med de dersens illoyale ansatte, der finder arbejdsforholdene så tilpas ulildelige, og som derfor tager springet til et helt andet job et helt andet sted længe inden de kan nå at fejre 25 års jubilæum.
Nej, den slags ansatte græmmer chefen sig over at have ansat i sin tid. Der var helt klart tale om en fejlansættelse. Og chefen, der ellers er fuldstændig ufejlbarlig og som ikke tåler andres fejl, må i sit stille sind erkende, at der er nogen ansatte, man ikke kan styre eller kontrollere. Det har chefen det meget, meget dårligt med.
